Det er blevet skrevet, at mandlige værger som fædre og ægtemænd ikke indvilgede i at deres hustruer eller døtre blev undersøgt af mandlige praktiserende medmindre det var absolut nødvendigt i livs- eller dødsforhold. De mandlige værger vil lige så hurtigt behandle deres kvinder selv eller få dem til at ses af kvindelige praktiserende læger for at sikre privatlivets fred. Kvinderne følte på samme måde samme måde; sådan er tilfældet med graviditet og de ledsagende processer som fx fødsel og amning af børn, der udelukkende afhænger af råd fra andre kvinder. Kvindernes rolle som praktikere fremgår af en række værker på trods af den mandlige dominans inden for det medicinske område. To kvindelige læger fra Ibn Zuhrs familie tjente Almohad-regenten Abu Yusuf Ya'qub al-Mansur i det 12. århundrede. Senere i det 15. århundrede blev kvindelige kirurger illustreret for første gang i Şerafeddin Sabuncuoğlu's Cerrahiyyetu'l-Haniyye (Imperial Surgery). Behandling af mænd til kvinder blev retfærdiggjort for nogle af profetiske lægemidler (al-tibba alnabawi), ellers kendt som "profetens medicin" (tibb al-nabi), som gav argumentet om, at mænd kan behandle kvinder og kvinder mænd, selvom det betyder, at de skal udsætte patientens kønsorganer under nødvendige omstændigheder.Kvinde læger, jordemødre og våde sygeplejersker er alle nævnt i litteraturen i tidsperioden.
|