Traditionelle islamiske lærde har anerkendt to hovedafdelinger inden for sufismens praksis, og bruger dette som en nøgle til at differentiere blandt de forskellige mesteres og hengivne linjer.På den ene side er der ordren fra tegnene til Signifikanten (eller fra kunsten til håndværkeren). I denne gren begynder søgeren at rense det nederste selv af enhver korrumperende indflydelse, der står i vejen for at genkende hele skabelsen som Guds værk, som Guds aktive Selvoplysning eller theophany. Dette er vejen for Imam Al-Ghazali og af størstedelen af Sufi-ordrene.På den anden side er ordren fra Signifikanten til hans tegn, fra håndværkeren til hans værker. I denne gren oplever søgeren guddommelig tiltrækning (jadhba) og er i stand til at komme ind i ordren med et glimt af dets endepunkt, med direkte forståelse af det guddommelige nærvær, som alle åndelige stræben er rettet mod. Dette erstatter ikke stræben efter at rense hjertet, som i den anden gren; det stammer simpelthen fra et andet indgangspunkt i stien. Dette er måden primært på herrene i Naqshbandi og Shadhili ordrer.Moderne lærde kan også genkende en tredje gren, der tilskrives den sene osmanniske lærer Said Nursi og udtalt i sin store Koran-kommentar kaldet Risale-i Nur. Denne tilgang indebærer streng overholdelse af Muhammeds vej i forståelsen af at denne vilje eller sunnah foreslår en fuldstændig hengivende åndelighed, der er passende for dem uden adgang til en mester på Sufi-vejen.
|